Inge Kleivan er gået bort

Inge Kleivan, mag. art. dr. h. c. er gået bort. Universitets Lektor Inge Kleivan var min dygtige underviser på Institut for Eskimologi, Københavns Universitet i mange år – Inge kendte sit stof rigtig godt og lærte mig blandt meget andet en del om korrekturmarkering og korrekt litteratur henvisning, som hun selv havde lært sig fra sine mange år som fagredaktør på Meddelelser om Grønland. Inge bidrog i sit store videnskabelige arbejde med mange udgivelser, også i redaktionen af “Ordbogi”, og skrev selv bogen “Oqaatsit kalaallisuumiit qallunaatuumut “.

Inge udgjorde med sin mand Helge Kleivan i mange år et “humaniore power couple” på Københavns Universitet og hun støttede ham tydeligvis i hans store og vigtige arbejde med oprettelsen af IWGIA som indrammes af Helges synspunkt; “at den såkaldte værdifri forskning eksisterede ikke længere, med mindre man stiltiende ville acceptere forudsætningerne for den etablerede samfundsorden som en politisk grundsætning”, ligesom de også gjorde viden om grønlænderne (eskimoerne) og Grønland til hvermands eje ved deres bidrag til Politikens håndbog om “Verdens Folkeslag” (1968), hvor de sammen skrev informativt om verdens oprindelige folk.

Grønland skylder også Inge en stor tak for den støtte hun uden for tvivl også ydede til daværende Prof. Robert Petersen i hans store arbejde for at etablere et Inuit Institut i Grønland, som var forløberen for det nuværende Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet. Mange ved nok ikke, at Inge i sine unge dage også var en afholdt lærer et års tid i bygden Qeqertarsuatsiaat – Fiskenæsset. Inge var et vidende, sødt, hjælpsomt og venligt menneske. Kondolencer til hendes børn, børnebørn og oldebørn- æret være hendes minde.