Mikkel A. K. Radicke skriver tankevækkende, at man i Canada helt op til 1980’erne brugte inuit ’eskimo-skilte’ med numre, som identifikation til at sætte om halsen på inuit børn, fordi man ikke gad bruge energi på, at lære deres navne. Se også Article about ‘Eskimo tags’
I skolen, hvor alle sagde deres navn højt når de skulle råbes op skulle inuit børnene så bare sige deres nummer. I statslige papirer gik man væk fra at omtale folk ved navn og brugte deres nummer i stedet.
Det er nok let forståeligt hvorfor denne praksis ophørte, men det er måske overraskende, at det sidste nummer blev udstedt så sent som i starten af 1980. De mennesker, som ikke havde ret til deres egen identitet og som fik sådanne numre, lever den dag i dag. .
Det at blive fravristet sit navn er en krænkende handling da man i traditionen mener at navnet symboliserer reinkarnation af døde familiemedlemmer. Navnet er altså det der danner grobunden for dit minde, din identitet og forbinder familien til forfædrene, som man så repræsenterer med stolthed, fordi man ved at de lever videre i én selv.
Navnet især er altså noget af det smukkeste i inuit-tradition.
Ordet “eskimo” repræsenterer altså ikke kun en is, det ville være utroligt fattigt at påstå, men det repræsentere et helt menneskesyn der er fokuseret på at udviske og udslette inuit-kultur.
Så ja mange kender os som eskimoer. Ikke desto mindre har man i det pan-arktiske Inuit samarbejde, også kendt som Inuit Circumpolar Council, for flere år siden besluttet, at vi foretrækker at blive kaldt Inuit. Vores eget ord, som betyder folket/menneskene.
Heri ligger også en forståelse af, at vi er så meget mere end blot ’dem der spiser råt kød’, idet Inuit har et rigt sprog og en unik kultur, med vores egen historie og geografi. Vi har vores egne værdier og traditioner som udgør de kendetegn der gør os til Inuit og en del af den menneskelige familie.
Det som gør os til Inuit folket.
Mit håb er, at jeg med dette eksempel kan trænge igennem den tåge af træthed der har bredt sig omkring ’krænkelsesparathed’ pro et contra. Samt, at der stadig kan fremstampes en international solidaritet med oprindelige folk og deres rettigheder til sprog, identitet og kultur i deres hjemlande såvelsom i de nationalstater og der hvor de end måtte befinde sig.
I samme åndedrag vil jeg minde om, at det er i år, vi fejrer det Circumpolare Inuit samarbejdes 40 års jubilæum, se herom hos: Inuit Circumpolar Council