Inuit kultur bør styrkes fremover

Miilikkaaraq Kuitsi med sin søn Anda Kuitsi. Foto: Jørn Berglund (C.)

Danmarks internationale anseelse i relation til Grønland er et vigtigt bidrag til den danske selvforståelse. De aktuelle politiske forhold i Grønland har da også fået en stor plads i den offentlige debat i Danmark i dette halvår.
Samfundsforsker, Kåre Hendriksen har i Sermitsiaq 7. december 2019 skrevet en indsigtsfuld artikel om de aktuelle politiske spørgsmål i Grønland. Særligt står analyse vedrørende infrastruktur og manglende eller fejlslagne investeringer i de produktive yderdistrikter stærkt.
Hendriksen påpeger rammende, at uden Grønland ville Danmark miste sin betydning i Arktiske sammenhænge og sikkert hurtigt miste sin plads i Arktis Råd. Ligesom Danmarks bidrag til Nato ville stige betydeligt mere. Hendriksen mener dog, at den diskussion er af mindre betydning for den videre udvikling af Grønland som samfund i social, politisk og økonomisk forstand.
”- Så længe Grønland er en del af rigsfællesskabet har Danmark et ansvar, og hvis Danmark ønsker en bæredygtig udvikling for Grønland og fortsat ser Grønland som en del af rigsfællesskabet, skal der investeres massivt – både i bedre sociale forhold og i infrastruktur – over hele landet.”
Dette er da også et langt stykke af vejen rigtigt, men udelader blot den vigtige del der handler om at komme i mål som samfund med social og kulturel sammenhængskraft. Det er den del der desværre alt for ofte glemmes når planer og diskussioner præges af djøf- og cost/benefit-tilgange. Det, at der i de Arktiske samfund også ligger vigtige udviklings potentialer og samfundsmæssig merværdi gemt i de kulturelle/sociale sammenhænge bliver altfor ofte glemt.
En stor del af Hendriksens analyse angår samfundsforhold i Østgrønland der som bekendt har været hårdt ramt i flere år hvad angår blandt andet misbrug, selvmord og social armod. I den sammenhæng påpeger Hendriksen at de geografiske og klimatiske betingelser, de infrastrukturelle mangler og erhvervsmæssige udviklingsmuligheder. Jeg savner blot at få anført, at der også bør investeres massivt i kulturelle faciliteter og aktiviteter, teater, musik, aftenskole og klubaktiviteter, sportsaktiviteter/faciliteter, trænere og deres uddannelse, familierådgivning, psykologisk assistance osv.
Jeg var i 1984 så heldig at møde og få et venskab med den dygtige trommesanger Anda Kuitsi som kan ses på billedet synge trommesang for turister. Desværre forlod han os altfor tidligt i år. Ligesom jeg også lærte hans søde og dygtige mor Miilikkaaraq Kuitsi at kende. Miilikkaaraq var jeg særligt forbundet med idet hun hed det samme som min egen mor.
Grønland har noget vigtigt at byde på i kraft af sin historiske og kulturelle baggrund. Det faktum at inuit kulturen lever og har overlevet i de klimatisk nådesløse arktiske områder langt længere end kontakt med vestlige samfund har stået på. Blandt andet derfor bør den oprindelige kultur inddrages som bærende element i de udviklingstiltag der må finde vej til de Østgrønlandske hjem fremover.
Det jeg også prøver at sige er, at de Arktisk samfund har et vigtigt og betydningsfuldt bidrag til den kulturelle verdensarv. Der påligger et stort ansvar for grønlandske politikere, ja og måske danske ditto, at forvalte dette ansvar så der gennem uddannelse, forskning og investeringer i kulturskabere og -udøvere bliver udviklet det der kan føre en samfundsudvikling helt i mål.

Uden kulturelle rødder visner samfundet.


Har du lyst til at høre mere kan du booke et foredrag: joernberglund.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 × three =